Bogense har været købstad i over 700 år og er Fyns mindste af slagsen.
Byens beliggenhed i det nordvestlige hjørne af Fyn, helt ud til vandet, var tilstrækkelig isoleret til at den undgik den rivende udvikling, industrialiseringen medførte så mange andre steder i landet.
Bogenses gamle bydel er derfor som et levende museum og det særlige købstadsmiljø er velbevaret, hvilket man hurtigt finder ud af, når man går rundt i byen.
Her finder man idylliske gamle huse og købmandsgårde. Historiske ikoner er torvet og de gamle klyngehuse, men også den gamle havn.
Byen har et rigt handelsliv med rigtig gammeldags torvehandel, en fabelagtig strand og den største lystsejlerhavn på Fyn findes også her.
Sommeren igennem byder Bogense på mange spændende arrangementer. Gå f. eks. ikke glip af Gl. Torvedag, Bogense By Night og de mange gågade arrangementer med forskellig underholdning.
Indkøbsmuligheder i Bogense
I byen finder du store velassorterede supermarkeder og discountbutikker. MENY ligger blot få hundrede meter fra pladsen, og byder på et bredt udvalg af dagligvarer og delikatesser fra egen slagterafd.
Inden for gåafstand finder du også butikker som REMA 1000, Fakta og Netto.

ANDRE OPLEVELSER I BOGENSE
Shopping i Bogense
Slip dit shopping-gen fri!
Antik
Cafe 44 v/ Torben Juul, Adelgade 44, 5400 Bogense Tlf. 64 81 22 81
Blomster
Boghandel
Brugskunst
Børnetøj
Dametøj
Delikatesse vin / ost
Fiskeforretning
Garn
Herretøj
Isenkram
Legetøj
Parfurmeri
Radio & TV
Sko
Sportsforretning
Supermarkeder
Manneken Pis statuen i Bogense – som er en kopi af Manneken i Bruxelles – har en meget speciel historie.
I det 19. århundrede var Bogense det nordligste overfartssted mellem Fyn og Jylland med forbindelse til Klakring ved Juelsminde.
En dag, da færgen ankom til Bogense, og alle passagerer var gået fra borde, fandt et besætningsmedlem et spædbarn. Styrmanden eftersøgte forældrene, men ingen meldte sig.
Drengen, Willum Fønss, blev adopteret af slagter Levinsohn og voksede op i Bogense.
Den 20. marts 1934 skænkede hans datter Baronesse Rosenkrantz den lille bronce statue som tak for hendes fars gode opvækst i Bogense. Dengang var den lille nøgne dreng ikke populær hos alle i byen – nogen mente at han skulle have bukser på.
Det fik han dog ikke, men ved specielle lejligheder får Manneken Pis tøj på, fx. nissetøj til jul.
Bogenses gamle vandtårn blev opført i forbindelse med at byen, som en af de sidste på Fyn, fik sit vandværk.
Oprindelig var det tanken, at det skulle bygges midt på byens torv, men beslutningen blev, takket være protester fra bogenserne, ændret, og tårnet fik sin nuværende placering.Vandtårnet, som knejser stolt i byens midte, har samtidig været brugt som udkigstårn. Her kunne byens borgere og besøgende komme op og nyde den smukke udsigt over byen og dens omegn.
Udsigten ud over Lillebælt mod Jylland og – ikke mindst – Æbelø er helt unik. Den kan på en klar solskinsfyldt sommerdag nydes fra den åbne platform på vandtårnets top.
Siden lukningen af vandværket har tårnet jævnligt været åbent for besøgende.
Klokkespillet med sine 18 klokker lader flere gange dagligt sine smukke toner lyde fra tårnet på Bogense Rådhus. Hver gang spilles en ny dejlig melodi.
Repertoiret byder på årstidens sange fra den danske og internationale sangskat samt mange af vore dejlige salmer.
Ligeledes skifter repertoiret flere gange årligt.
Klokkespillets historie: Ved Bogense bys 700 års jubilæum, i 1988, blev der blandt borgerne startet en indsamling til en gave til byen – et klokkespil til tårnet på Bogense Rådhus.
Hoveddonator var fhv. fiskeskipper Aksel Damgaard.
Ligeledes gav det daværende Fyns Amt et større tilskud til byens borgergave.
Resten af beløbet blev indsamlet blandt borgerne.
Bogense – havfruernes by
Historien bag Bogense Bybæk går tilbage til år 1755. Du finder bybækken midt i Bogense by, hvor en sti fører forbi Sophus Jensens Gård, som er resterne af den gamle Købmandsgaard i byen.
Bækken udspringer ved en sundhedskilde ved Reveldrup, forbi Fredskoven og bugter sig ind gennem byen. I middelalderen blev den betragtet som en helbredende kilde.
Den har gennem tiderne både været vaskeplads for byens kvinder, vandreserve ved ildebrand samt drikkevandsforsyning.
Det siges også at havfruerne, som havde deres slot lige nord for Bogense, svømmede i bybækken, og derfor kaldes Bogense idag – Bogense – havfruernes by. Man er ikke rigtig Bogenser, før man har været en tur i bybækken.